Den 24. februar 2022 vågnede vi op til eksplosioner i vores fødeby Kharkiv. En gal nabo sendte hundredvis af raketter og projektiler mod byen, hvor der boede halvanden million civile. Vi mistede vores forretning (kontoret og lageret blev delvist ødelagt og ransaget), hvert af vores huse blev beskadiget, og bilen fik snesevis af uplanlagte huller. Midt i eksplosionerne måtte vi løbe gennem en halvtom by med to tasker og en killing. Vores børn gav os en killing i housewarming-gave, og vi boede i vores nye lejlighed i kun to måneder.
Sådan sluttede vores fredelige og lykkelige liv i Ukraine, et nyt liv begyndte, først i Polen, siden i Danmark.
Hvem er vi?
Anna Moskalets, grundlæggeren af automatvirksomheden, studerende ved Kharkiv Karazina University, arbejder som vagtleder på et af hotellerne i Danmarks hovedstad. Tager både sit arbejde på hotellet og forretning meget alvorligt. Fører forhandlinger, fordi han taler flydende engelsk, lidt dansk og spansk. Nu studerer han det danske sprog. I år forsvarer Anna sit eksamensbevis i hotel- og restaurantvirksomhed, og hun kan virkelig godt lide denne gren af økonomi. Hun fortæller ikke nogen om sin virksomhed på arbejdet, for hun mener ikke, at hun allerede har opnået succeser, som hun kan være stolt af. Men hun glæder sig oprigtigt over hver ny kontrakt eller ny partner, tror på succes og gør sit bedste for det.
Nu lidt om os - Annas pålidelige ryg og støtte. Mit navn er Serhiy, jeg er Annas far, og jeg bor og arbejder også i Danmark sammen med min kone Elena. Som barn mistede jeg næsten helt synet, så jeg kunne ikke hjælpe mit land på nogen måde med et våben i hånden. Jeg havde erfaring med at eje min egen virksomhed i Ukraine, både opbygge et netværk af små butikker og en specialiseret virksomhed i udstyr og enheder til blinde og svagsynede. Det var mine venner og partnere fra Danmark, der inviterede os til at tage til dem efter krigens start. De sympatiserede meget med os og hjalp os, så godt de kunne, med at finde os selv i et nyt land. Vi fik et job i deres virksomhed, de viste os deres by, inviterede os til ferier og var støttende i alle spørgsmål. Da jeg begyndte at miste selv det minimale syn, jeg havde, fik min ven Jens Bromen det træge sundhedsvæsen til at bevæge sig hurtigere og give mig en operation, der genoprettede min evne til at skelne farver og i det mindste se noget foran mig. Jens forstår godt, hvor vigtigt det er at have i det mindste lidt syn, for han er også blind.
Nogle gange hører vi, at ukrainere kaldes helte, der holder rabiate aggressorer tilbage på bekostning af deres eget liv. Ja, det er det bestemt. Men danskere som vores Jens og Kirsten er også helte, ligesom hundreder og atter tusinder af andre danskere, der hjalp ukrainere i Danmark, ødelagde deres sædvanlige livsorden, inviterede folk, der var næsten fremmede i deres hus og omgangskreds. Danmark, et relativt lille europæisk land, yder ekstremt kraftfuld støtte til Ukraine og i Ukraine og beskytter den civiliserede menneskehed.
Min kone Olena havde også erfaring i sin egen virksomhed. Vi er vant til, at vi løser visse problemer, koordinerer folks arbejde, ordner noget omkring os og for samfundet. Det var uacceptabelt, at vi sad uden arbejde og fik hjælp fra staten. Vores deltagelse i automatbranchen er vores ønske om at returnere noget tabt. Vi skal gøre noget for samfundet, forbedre noget i det, gøre noget lidt bedre, lidt anderledes. Det er ikke et ønske om at tjene millioner, det er et ønske om at være nyttig for det samfund, hvor du bor, at gøre folk omkring dig lidt gladere og derfor også være lidt gladere.